På hendes hud.
Natten var lang.
Klæbrig.
Som en sommer, der nægter at slutte.
Maria Elena forblev siddende på kanten af sengen og lyttede til ilden i gården.
Hver gnist, der steg op i himlen, lignede et lille hjerte.
Måske hans.
Måske hans mors.
Måske den ene fra en af hendes roser.
Koppen var stadig på vindueskarmen.
Den tørre jord.
Det lille grønne skud.
Hans sidste vidne.
Morgenen kom tyk og tung.
Med lugten af aske.
Og nederlag.
José Luis sov hurtigt.
Han snorkede med tilfredshed hos en person, der tror, at han har “bragt orden”.
Hans sølv lighter skinnede på det lille bord.
Det havde en indgraveret inskription:
“Jægeren går aldrig glip af.”
Maria Elena så ham.
Og for første gang i lang tid…
Hun smilede.
Det var ikke et venligt smil.
Hun var blevet raffineret.
Farligt.
Smilet fra en person, der lige har haft en idé, der er for god til at være uskyldig.
Fordi José Luis stadig ikke vidste én ting.
Det kan være let at ødelægge en have.
Den svære del…
Det handler om at leve med kvinden, der besluttede at genopbygge det.
På deres egen måde.
José Luis kom for sent op.
Han drak sin kaffe uden at se på hende.
Derefter gik han til byens isenkræmmer i San Miguel de Allende. Han sagde altid, at han “reparerede livet” der, selv om han i virkeligheden kun fiksede sine fiskestænger til at gå til Lake Yuriria.
Maria Elena ventede.
Han ventede, indtil lyden af lastbilen falmede ned ad den støvede vej.
Så gik han ud i gården.
Luften lugtede af røg.
Og hævn.
Han gik langsomt mod skuret.
Det sted var templet for José Luis’ maskuline stolthed.
Han holdt alt der: fiskestængerne, kasserne med agn, klapstolen, fiskevesten og en gammel termokande, som han ikke havde vasket i årevis.
Ti perfekt afstemte stokke skinnet på hylderne.
Hver af dem havde et navn.
“Bæsten.”
“Lytten.”
“Dronningen af søen.”
Maria Elena hævede et øjenbryn.
– Dronning, ikke? … Nå. Jeg tror, din regeringstid er forbi, kære dronning.
Således begyndte hævnen.
Først åbnede hun kassen med orme.
Så tabte hun et par dråber vaniljeessens indeni.
